Mellemtrin 4. - 6. klasse Udskoling 7. - 9. klasse
De ældste klasser er kendetegnet ved et øget fokus på faglig fordybelse og forberedelse til en ungdomsuddannelse.
Udskolingen er årene, hvor eleverne bliver mere selvstændige unge mennesker, hvilket betyder, at de vil få og tage mere medansvar for både egen læring og for livet på skolen. Der vil være flere skriftlige opgaver, samt øget fokus på mundtlige fremlæggelser, hvor elevernes faglighed og kreativitet sættes i spil.
Fra indskoling til mellemtrin og udskoling
Når eleverne starter i 4. klasse, åbner de både dørene til den smukke og stolte bygning på Læssøesgade 24 og til en ny verden af oplevelser og faglige udfordringer.
Selvom Læssøesgades Skole har to forskellige adresser, har vi mange fælles aktiviteter og traditioner i løbet af skoleåret. Vi har venskabsklasser mellem de små og de store klasser, og indskolingseleverne har idræt samt håndværk og design i bygningen på Læssøesgade. Meget vil derfor være velkendt, når dit barn starter i udskolingen.
4. og 7. klasse tager på lejrskole.
Kreative og musiske festivaler
Musikfestivalen "Læssøe på Beton" i foråret er et spændende arrangement, hvor eleverne kommer på scenen og spiller musik samt bygger en festivalplads op med boder, armbånd og aktiviteter. En forrygende dag hver deres kreative, praktiske og faglige evner bliver bragt i spil på nye og anderledes måder.
Valgfag
Når man kommer i 7. klasse starter man med valgfag. Det er håndværk/design, musik, billedkunst eller madkundskab. Faget er toårigt for eleverne og skal afsluttes med prøve efter 8. klasse.
Din rolle som forældre er fortsat vigtig
I udskolingen er det vigtigt, at du som forældre støtter eleven i at fastholde fokus på skole og skolearbejdet. Det kan være vanskeligt for den unge, at holde koncentrationen om skolearbejdet, fordi kammerater, kærester og fritidsaktiviteter begynder at fylde mere. Der er du en vigtig medspiller, som viser interesse og er en solid og opbakkende støtte.
Ungdomsuddannelse
Læssøesgades skole arbejder målrettet på, at alle elever fortsætter på en uddannelse efter folkeskolen.
Vi arbejder derfor tæt sammen med UU-vejlederen, jeres barn og jer som forældre for at finde frem til rette ungdomsuddannelse.
Vi lægger vægt på at eleverne udvikles til livsduelige og handlekraftige unge mennesker i et forpligtende fællesskab.